Demokratiets død vil næppe ske som et overraskende bagholdsangreb - men som et resultat af en gradvis tilintetgørelse ved apati, ligegyldighed og underernæring
Robert M. Hutchins 1957
mandag den 13. oktober 2008
Eventyret om den forunderlige musik
Eventyret om Den Forunderlige Musik
Et eventyrlig af Torben Kjær
Rollerne:
Keiseren
Kronprinsessen
Den vise mand
De kloge koner
Rigsforstanderen
Oldermanden
Hofskjalden
Hofnarren
Hofsnogen
Den Vægelsindede
Gesandten
Hofdamerne
Oldfruen
Biroller:
Rigstroubaduren
Folket
Enkedronningen
For længe siden levede en kejser der holdt så meget af smuk musik, at han viede sit liv til at fremme denne, den ypperste kunst. Han brød sig ikke om sine Soldater eller om at føre Krig med våben, men dog om at sejle paa Havet og så at kjæmpe for sit Riges Musik. Han havde et Musikstykke for hver Time paa Dagen, Landet var befolket af Komponister og Troubadurer og ligesom man siger om en Konge, at han er i Raadet, saa sagde man altid her: "Keiseren kjæmper for Musikken!"
I den store Stad, hvor han boede, gik det meget fornøieligt til, hver Dag kom der mange Fremmede, een Dag kom der en Bedrager; denne gave sig ud for at være musikkyndig og sagde, at han forstod at fremelske den smukkeste musik, man kunde tænke sig. Ikke alene blev Sammenspillet i Stadsorkestret noget usædvanligt smukt, men al den musik, der blev skabt på hans foranledning, havde den forunderlige Egenskab at den blev uhørlig for ethvert Menneske, som ikke duede i sit Embede, eller ogsaa var utilladelig dum.
"Det var jo en dejlig musik," tænkte Keiseren; "ved at knytte denne mand til mig, kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i mit Rige der ikke due til det Embede de have, jeg kan kjende de kloge fra de dumme! ja den musikkyndige maa straks ansættes i mit rige!" og han gav Bedrageren den Stillingsfuldmagt og den titel af Rigsforstander han forlangte, for at han skulde begynde paa sit Arbeide.
Rigsforstanderen satte ogsaa et skrivebord og en direktørstol op, lod som om han arbeidede, og der var da også høie bunker af papirer paa skrivebordet. Rask væk forlangte han stadig større beføjelser og rigets største råderum; det puttede han i sin egen Stillingsfuldmagt og arbeidede med det fyldte skrivebord, og det til langt ud paa Natten.
Nu kom en ny Keiser. Den gamle Keiser var træt efter 34 År på Rigets Trone og der trængte til ny blod i Landets Top. Måske lå der også andre Tanker bag hans Abdicering, men om dem talte han ikke.
"Nu gad jeg nok vide, hvor vidt den Rigsforstander ere med Musikken!" tænkte den nye Keiser, men han var ordentligt lidt underlig om Hjertet ved at tænke paa, at den, som var dum, eller slet passede til sit Embede, ikke kunde høre det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv. Alle Mennesker i hele Byen vidste, hvilken forunderlig Kraft Musikken havde, og alle vare begjærlige efter at see, hvor daarlig eller dum hans Naboe var.
Nu vilde da Keiseren selv høre til Rigsforstanderens Værk. Med sin Kronprinsesse gik han til Rigsforstanderen for at få syn for Sagen. Men i stedet for den Mirakelmager, der engang blev ansat i Keiserriget under stor Jubel, mødte der ham en formørket Skikkelse, besat af Vrede. ” Jeg kan ikke udføre mit Arbeide for Musikken uden at få større Beføielser og en større Stillingsfuldmagt,” sagde Rigsforstanderen. ”Jeg må have større magt end selveste Deres Maiestæt Keiseren! Alt andet er en trussel mod min Position i Keiserriget.”
Keiseren og Kronprinsessen lovede at disputere Sagen i Rigsraadet, der talte Kronprinsessen, den vise Mand, De kloge Koner, Oldermanden, Hofskjalden, Den Vægelsindede, Hofnarren og Hofsnogen. De trådte sammen med Rigsforstanderen, der sad med skrivebordet fuld af Sager, men uden den mindste Lyd. Og det efter syv Års Arbejde!
”Jamen, der er da ingen Musik i dette rum” sagde De kloge Koner og Den vise Mand. ”Det har der ei været i mere end et halvt År! Rigforstanderen må være en Bedrager!” Men det var kun Keiseren og Kronprinsessen, der hørte efter.
"Ja er det ikke magnifique!" sagde Hofskjalden og Hofnarren som med een mund. "Vil deres Majestæt see, hvilke Arbeider, hvilke Resultater!" og saa pegede de paa det overfyldte skrivebord, thi de troede, de andre vistnok burde kunde see Resultaterne derpaa. Og den gamle Oldermand spilede ørerne ud. "O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!" sagde han og saae ud over sine Briller, thi han havde næringsbrev som Advokatus Justitiae. "Dette orkester og disse Klangfarver! - ja, jeg skal sige Keiseren, at det behager mig særdeles!"
Den Vægelsindede oplod sin Røst for første Gang:” Ja, Jeg mener nu også både for og imod, men mest for – og imod!”
Og Hofnarren sagde: ”Ja, med dette Pragtværk ville jeg ei betænke mig på at give Rigsforstanderen den allerhøieste Magt, thi alene han vide, hvad der er bedst for Keiserriget. Mødt med så megen Forstand ville jeg selv gå hjem og passe mit Narreværk!” Det gjorde han dog ikke!
"Hvad for noget!" tænkte Keiseren, "jeg hører ingen Ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! "Øh, det er meget smukt!" sagde Keiseren for at vinde Tid. Og han nikkede og betragtede det fyldte Skrivebord; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde høre, men ville tænke over Sagen. Så meget mere som at alle Nabolandenes Regenter i lang tid havde erklæret, at de anså den Keiserlige Rigsforstander som en Bedrager, der var vældig godt skåret for Tungebåndet, men dog en Bedrager. Og som tilmed ei var særlig venlig og temmelig stridslysten.
"Naa, det fornøier os!" sagde Rigsforstanderen, og nu nævnede han Landets Komponister ved Navn og berettede om deres store Betydning for Kejserdømmet. Han nævnte også særligt udvalgte, som støttede ham i hans Arbeide for den forunderlige Musik. Keiseren hørte godt efter, for at han kunne blive klogere, men blev det dog ikke. For ham var hver lille Skrue i Samfundets Mekanik vigtige, ligesom man ei kan udnævne et enkelt Tandhjul i et Urværk som netop det, der måler Tiden!
Nu forlangte Bedrageren flere Penge, større Portefølje og større Råderum, det skulde han bruge til Musikfremme og den uhørlige Musik. Men han blev, som før, ved at være formørket af Vrede over den Uretfærdighed, han synes han var udsat for ved ikke straks at få tildelt hele Magten i Keiserriget. Han skiftevis græd, plagede og var truende overfor Keiseren og Kronprinsessen, der, som han sagde, kun sad på Rigsraadets Nåde, hvorimod han, Rigsforstanderen, havde sin Stillingsfuldmagt af Folkets Vilje. Han græd også ud hos Hofdamerne, både samlet og vistnok også hos hver enkelt, fra den mindste Kontormus til den ypperste Gesandt, lige med Undtagelse af Oldfruen. Hans Tårer gjorde stort Indtryk på alle. Ved det senere Landsraad med hele Befolkningen nævnte Hofskjalden overfor alle, at han havde seet en Taare pible frem i Rigsforstanderens Øje!
Nu besluttede Keiseren og Kronprinsessen sammen med Den vise Mand og De kloge koner at gøre kort Proces og afsløre bedrageren. Keiseren brugte sin Keiserlige Magt og afsatte Rigforstanderen, med størstedelen af Rigsraadets Billigelse.
Afgørelsen vakte den allerhøjeste Furore på det keiserlige Slot. Hofdamerne græd som vare de pisket. Oldermanden, Hofskjalden, Hofnarren og Hofsnogen gerådede ud i den største Forargelse. Snart genlød Slottet af de besynderligste Toner og den mest aparte Musik i Mands Minde. Skjønheden, som Keiseren altid havde sat høit, var for en Tid helt forsvundet ud af Huset og Disharmonien holdt sit indtog i de gamle Bygninger.
Oldermanden, Hofskjalden, Hofnarren og Hofsnogen iværksatte straks en Bevægelse der skulle genansætte Bedrageren og afsætte Keiseren og Kronprinsessen, for ikke at tale om Den vise Mand og De kloge Koner. Den Vægelsindede var skiftevis for og imod, men mente, som han sagde og skrev, principielt både det Ene, men bestemt også det modsatte!
Hofsnogen skrev til Keiserdømmets Indbyggere på Keiserens eget Brevpapir, at Riget standede i Våde. Keiseren havde nemlig brugt sin Keiserlige Magt på at afsætte en Person, der var vigtigere end Keiseren selv og at hvis Landets Love gav Keiseren denne Magt, skulle disse love fluks laves om!
Både Hofsnogen, men også Hofdamerne og Gesandten elskede Rigsforstanderen af et ærligt Hierte. Og for at lægge Eftertryk på sine Ord bedyrede Hofsnogen engang at have seet Keiseren fortære et levende spædbarn!
Der blev stor Opstandelse i Keiserriget. Der blev sendt Bulletiner rundt daglig med nye Historier om Keiserens og Kronprinsessens Grusomhed, ikke alene overfor den elskede og nu afsatte Rigsforstander, men også overfor Hofdamerne og Gesandten. Der blev også talt om at Keiseren skulle have begået mørke Forbrydelser af den Slags, der i fordums Tid blev forøvet overfor de Folk med de krumme næser.
Rigsforstanderen indledte en belejring af Keiserens Hovedstad. Hver dag sad han sammen med sine sammensvorne Hirdmænd på torvet foran Byporten fra årle Morgen til sen Aften og han indleverede også en Krigserklæring mod Landet ved den nærmeste Ret. Hofdamerne og Gesandten bragte ham fra Tid til anden Mad og Tidender fra Keiserdømmet og tørrede de salte Tårer af hans Kinder, når Bevægelsen blev for stor for ham.
Der blev nu blæst til Landsraad for alle Indbyggere i Riget. En Skjald fra en fjern Egn af Landet blev indforskrevet som Rigstroubadur med særlig Ret og Pligt til før Landsraadet at sprede Rygter, et Hverv, han påtog sig med stor Nidkjærhed. Snart svirrede Rygterne lystigt fra den ene Ende af Landet til den anden. Folk, der førhen havde talt venlige og høflige Ord sammen, talte nu til og om hinanden, som vare de Dødsfiender, og overalt i Riget bredte der sig Mismod og Forundring over, hvordan det førhen så fredelige Keiserdømme kunde geråde udi sådan Splittelse. Oldkeiseren, der havde været Keiser før den nuværende Keiser og havde stiftet Riget, meldte om Fienders Opmarch ved Landets Grænser, men det havde han nu gjort så længe Mindet rakte tilbage. Det var jo også Oldkeiseren der i sin Tid sammen med Enkedronningen havde antaget den bedrageriske Rigsforstander, så om denne talte han slet ikke!
Dagen for det store Landsraad oprandt. Nu skulle Sandheden frem og en Fjerdedel af Landets Indbyggere var mødt op for at deltage i Bedømmelsen af Keiserens og hans Medsammensvornes Misgjerninger.
At det ei var Tale om Misgjerninger i Lovens Forstand betød mindre. Faktisk bød Landets Lov Keiseren at regere, men det gjaldt dog kun, hvis Keiseren delte Belønninger ud til Folket eller førte Krig mod de andre Folkeslag i Nabolaget. Mere vidtgående beslutninger, der krævede Viden og Dygtighed skulle efter Folkets Mening overlades til den nu afsatte Rigsforstander, der alligevel vidste bedst i alle den slags Sager!
For at Retfærdigheden skulde ske fyldest var Rigsforstanderen også blevet inviteret til at tale ved Landsraadet, endskønt han var sat fra sin Bestilling. Han talte så smukt om Rigets Ånd og om de gamle Dage, om hvordan en ny Ånd havde sneget sig ind over Landet med Keiseren og De kloge Koner og om sin store Vilje til igen at tjene Keiserdømmet, såfremt Landets Borgere afsatte Keiseren og hans Slæng og gav ham hans Stillingsfuldmagt tilbage. Rigsforstanderen ville i så fald undlade at gennemføre den Krig, han havde indvarslet mod det Land, han så gjerne ville tjene.
Da han var færdig med sin Tale, brød Landets Befolkning udi langvarige Ovationer. Sjældent havde man oplevet noget så smukt, ja nærmest mageløst! Hvor var det stort af den tidligere Rigsforstander at afstå fra at kriges med Landet!
Og efter en Stunds Palaver var Dommen klar: væk med Keiseren og hans Slæng! Keiseren var i Bund og Grund en skidt Fyr! Og for at sætte Trumf på, oplæste et Karaktervidne af den betydningsfulde Slags et Brev fra Keiseren til De kloge Koner, hvori Keiseren gør sig lystig over Rigsforstanderens trofaste Hirdmænd, ligesom at han skriver, hvordan han med Smedens Hjælp påtænker at åbne Rigsforstanderens Skrivebord for at see, hvad han kunde finde af Arbeider fra Bedragerens Hånd. Sagen var hermed afgjort! Herut med Keiseren!
På dette tidspunkt af Landsraadet opstår Miraklet: Enkedronningen, som alle troede var borte for stedse, kommer til stede og erklærer sig villig til at tjene Keiserdømmet og samle et Rigsraad, der kan få Landet på Fode igen.
Hun bliver modtaget med næsten lige så store Ovationer, som var blevet Rigforstanderen til Del. Folkets Jubel vil ingen Ende tage!
Omkring Enkedronningen vælger Folket et Rigsraad bestående af Oldermanden, Hofskjalden, Den Vægelsindede, Hofnarren, tre Troubadurer, en Hakkebrædtspiller, en Lurblæser og den gamle Rigsforstanders foretrukne Janitshar.
Enkedronningen bliver udråbt til Keiserinde af Folkets Nåde og Hofnarren bliver forfremmet til Kronprins. Oldermanden, Hofskjalden og Den Vægelsindede får betydningsfulde poster i Rigsraadet og et Ridderkors at hænge i Knaphullet som påskjønnelse for deres heroiske Kamp mod Keiseren og hans Slæng. På alle Tavler i Staden bliver der skrevet om, hvor lyst og lykkeligt, Fremtiden ser ud for det lille Keiserdømme.
Rigsforstanderen bliver genantaget under stor Jubel. Han får dog ikke al Magten i Keiserdømmet, den vil Enkedronningen gjerne bevare for sig selv, men Historien fortæller at han får sit Pund Lykke i rigeligt Mål.
I Landene rundt om følger man intenst med i det særegne Mummespil om den uhørlige Musik. Thi – hvis musikken er magisk, som Bedrageren havde hævdet – hvorfor har den så ikke afsløret sin Ophavsmand? At tro på uhørlig musik! Det er næsten ikke til at tro – og det gør man da heller ikke i de Lande!
Men i Keiserdømmet lever Folk videre i Troen på den magiske Musik og dens Ejermand. Nabolandenes Mistro tager man sig ikke af. De må jo være dumme – og passer slet til deres arbeide! Ellers ville de jo selv kunde høre den forunderlige Musik!
Og således går Livet lykkeligt videre i det store, lille Keiserdømme.
Se – det var en rigtig Historie!
Med venlig hilsen
Torben Kjær
Et eventyrlig af Torben Kjær
Rollerne:
Keiseren
Kronprinsessen
Den vise mand
De kloge koner
Rigsforstanderen
Oldermanden
Hofskjalden
Hofnarren
Hofsnogen
Den Vægelsindede
Gesandten
Hofdamerne
Oldfruen
Biroller:
Rigstroubaduren
Folket
Enkedronningen
For længe siden levede en kejser der holdt så meget af smuk musik, at han viede sit liv til at fremme denne, den ypperste kunst. Han brød sig ikke om sine Soldater eller om at føre Krig med våben, men dog om at sejle paa Havet og så at kjæmpe for sit Riges Musik. Han havde et Musikstykke for hver Time paa Dagen, Landet var befolket af Komponister og Troubadurer og ligesom man siger om en Konge, at han er i Raadet, saa sagde man altid her: "Keiseren kjæmper for Musikken!"
I den store Stad, hvor han boede, gik det meget fornøieligt til, hver Dag kom der mange Fremmede, een Dag kom der en Bedrager; denne gave sig ud for at være musikkyndig og sagde, at han forstod at fremelske den smukkeste musik, man kunde tænke sig. Ikke alene blev Sammenspillet i Stadsorkestret noget usædvanligt smukt, men al den musik, der blev skabt på hans foranledning, havde den forunderlige Egenskab at den blev uhørlig for ethvert Menneske, som ikke duede i sit Embede, eller ogsaa var utilladelig dum.
"Det var jo en dejlig musik," tænkte Keiseren; "ved at knytte denne mand til mig, kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i mit Rige der ikke due til det Embede de have, jeg kan kjende de kloge fra de dumme! ja den musikkyndige maa straks ansættes i mit rige!" og han gav Bedrageren den Stillingsfuldmagt og den titel af Rigsforstander han forlangte, for at han skulde begynde paa sit Arbeide.
Rigsforstanderen satte ogsaa et skrivebord og en direktørstol op, lod som om han arbeidede, og der var da også høie bunker af papirer paa skrivebordet. Rask væk forlangte han stadig større beføjelser og rigets største råderum; det puttede han i sin egen Stillingsfuldmagt og arbeidede med det fyldte skrivebord, og det til langt ud paa Natten.
Nu kom en ny Keiser. Den gamle Keiser var træt efter 34 År på Rigets Trone og der trængte til ny blod i Landets Top. Måske lå der også andre Tanker bag hans Abdicering, men om dem talte han ikke.
"Nu gad jeg nok vide, hvor vidt den Rigsforstander ere med Musikken!" tænkte den nye Keiser, men han var ordentligt lidt underlig om Hjertet ved at tænke paa, at den, som var dum, eller slet passede til sit Embede, ikke kunde høre det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv. Alle Mennesker i hele Byen vidste, hvilken forunderlig Kraft Musikken havde, og alle vare begjærlige efter at see, hvor daarlig eller dum hans Naboe var.
Nu vilde da Keiseren selv høre til Rigsforstanderens Værk. Med sin Kronprinsesse gik han til Rigsforstanderen for at få syn for Sagen. Men i stedet for den Mirakelmager, der engang blev ansat i Keiserriget under stor Jubel, mødte der ham en formørket Skikkelse, besat af Vrede. ” Jeg kan ikke udføre mit Arbeide for Musikken uden at få større Beføielser og en større Stillingsfuldmagt,” sagde Rigsforstanderen. ”Jeg må have større magt end selveste Deres Maiestæt Keiseren! Alt andet er en trussel mod min Position i Keiserriget.”
Keiseren og Kronprinsessen lovede at disputere Sagen i Rigsraadet, der talte Kronprinsessen, den vise Mand, De kloge Koner, Oldermanden, Hofskjalden, Den Vægelsindede, Hofnarren og Hofsnogen. De trådte sammen med Rigsforstanderen, der sad med skrivebordet fuld af Sager, men uden den mindste Lyd. Og det efter syv Års Arbejde!
”Jamen, der er da ingen Musik i dette rum” sagde De kloge Koner og Den vise Mand. ”Det har der ei været i mere end et halvt År! Rigforstanderen må være en Bedrager!” Men det var kun Keiseren og Kronprinsessen, der hørte efter.
"Ja er det ikke magnifique!" sagde Hofskjalden og Hofnarren som med een mund. "Vil deres Majestæt see, hvilke Arbeider, hvilke Resultater!" og saa pegede de paa det overfyldte skrivebord, thi de troede, de andre vistnok burde kunde see Resultaterne derpaa. Og den gamle Oldermand spilede ørerne ud. "O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!" sagde han og saae ud over sine Briller, thi han havde næringsbrev som Advokatus Justitiae. "Dette orkester og disse Klangfarver! - ja, jeg skal sige Keiseren, at det behager mig særdeles!"
Den Vægelsindede oplod sin Røst for første Gang:” Ja, Jeg mener nu også både for og imod, men mest for – og imod!”
Og Hofnarren sagde: ”Ja, med dette Pragtværk ville jeg ei betænke mig på at give Rigsforstanderen den allerhøieste Magt, thi alene han vide, hvad der er bedst for Keiserriget. Mødt med så megen Forstand ville jeg selv gå hjem og passe mit Narreværk!” Det gjorde han dog ikke!
"Hvad for noget!" tænkte Keiseren, "jeg hører ingen Ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! "Øh, det er meget smukt!" sagde Keiseren for at vinde Tid. Og han nikkede og betragtede det fyldte Skrivebord; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde høre, men ville tænke over Sagen. Så meget mere som at alle Nabolandenes Regenter i lang tid havde erklæret, at de anså den Keiserlige Rigsforstander som en Bedrager, der var vældig godt skåret for Tungebåndet, men dog en Bedrager. Og som tilmed ei var særlig venlig og temmelig stridslysten.
"Naa, det fornøier os!" sagde Rigsforstanderen, og nu nævnede han Landets Komponister ved Navn og berettede om deres store Betydning for Kejserdømmet. Han nævnte også særligt udvalgte, som støttede ham i hans Arbeide for den forunderlige Musik. Keiseren hørte godt efter, for at han kunne blive klogere, men blev det dog ikke. For ham var hver lille Skrue i Samfundets Mekanik vigtige, ligesom man ei kan udnævne et enkelt Tandhjul i et Urværk som netop det, der måler Tiden!
Nu forlangte Bedrageren flere Penge, større Portefølje og større Råderum, det skulde han bruge til Musikfremme og den uhørlige Musik. Men han blev, som før, ved at være formørket af Vrede over den Uretfærdighed, han synes han var udsat for ved ikke straks at få tildelt hele Magten i Keiserriget. Han skiftevis græd, plagede og var truende overfor Keiseren og Kronprinsessen, der, som han sagde, kun sad på Rigsraadets Nåde, hvorimod han, Rigsforstanderen, havde sin Stillingsfuldmagt af Folkets Vilje. Han græd også ud hos Hofdamerne, både samlet og vistnok også hos hver enkelt, fra den mindste Kontormus til den ypperste Gesandt, lige med Undtagelse af Oldfruen. Hans Tårer gjorde stort Indtryk på alle. Ved det senere Landsraad med hele Befolkningen nævnte Hofskjalden overfor alle, at han havde seet en Taare pible frem i Rigsforstanderens Øje!
Nu besluttede Keiseren og Kronprinsessen sammen med Den vise Mand og De kloge koner at gøre kort Proces og afsløre bedrageren. Keiseren brugte sin Keiserlige Magt og afsatte Rigforstanderen, med størstedelen af Rigsraadets Billigelse.
Afgørelsen vakte den allerhøjeste Furore på det keiserlige Slot. Hofdamerne græd som vare de pisket. Oldermanden, Hofskjalden, Hofnarren og Hofsnogen gerådede ud i den største Forargelse. Snart genlød Slottet af de besynderligste Toner og den mest aparte Musik i Mands Minde. Skjønheden, som Keiseren altid havde sat høit, var for en Tid helt forsvundet ud af Huset og Disharmonien holdt sit indtog i de gamle Bygninger.
Oldermanden, Hofskjalden, Hofnarren og Hofsnogen iværksatte straks en Bevægelse der skulle genansætte Bedrageren og afsætte Keiseren og Kronprinsessen, for ikke at tale om Den vise Mand og De kloge Koner. Den Vægelsindede var skiftevis for og imod, men mente, som han sagde og skrev, principielt både det Ene, men bestemt også det modsatte!
Hofsnogen skrev til Keiserdømmets Indbyggere på Keiserens eget Brevpapir, at Riget standede i Våde. Keiseren havde nemlig brugt sin Keiserlige Magt på at afsætte en Person, der var vigtigere end Keiseren selv og at hvis Landets Love gav Keiseren denne Magt, skulle disse love fluks laves om!
Både Hofsnogen, men også Hofdamerne og Gesandten elskede Rigsforstanderen af et ærligt Hierte. Og for at lægge Eftertryk på sine Ord bedyrede Hofsnogen engang at have seet Keiseren fortære et levende spædbarn!
Der blev stor Opstandelse i Keiserriget. Der blev sendt Bulletiner rundt daglig med nye Historier om Keiserens og Kronprinsessens Grusomhed, ikke alene overfor den elskede og nu afsatte Rigsforstander, men også overfor Hofdamerne og Gesandten. Der blev også talt om at Keiseren skulle have begået mørke Forbrydelser af den Slags, der i fordums Tid blev forøvet overfor de Folk med de krumme næser.
Rigsforstanderen indledte en belejring af Keiserens Hovedstad. Hver dag sad han sammen med sine sammensvorne Hirdmænd på torvet foran Byporten fra årle Morgen til sen Aften og han indleverede også en Krigserklæring mod Landet ved den nærmeste Ret. Hofdamerne og Gesandten bragte ham fra Tid til anden Mad og Tidender fra Keiserdømmet og tørrede de salte Tårer af hans Kinder, når Bevægelsen blev for stor for ham.
Der blev nu blæst til Landsraad for alle Indbyggere i Riget. En Skjald fra en fjern Egn af Landet blev indforskrevet som Rigstroubadur med særlig Ret og Pligt til før Landsraadet at sprede Rygter, et Hverv, han påtog sig med stor Nidkjærhed. Snart svirrede Rygterne lystigt fra den ene Ende af Landet til den anden. Folk, der førhen havde talt venlige og høflige Ord sammen, talte nu til og om hinanden, som vare de Dødsfiender, og overalt i Riget bredte der sig Mismod og Forundring over, hvordan det førhen så fredelige Keiserdømme kunde geråde udi sådan Splittelse. Oldkeiseren, der havde været Keiser før den nuværende Keiser og havde stiftet Riget, meldte om Fienders Opmarch ved Landets Grænser, men det havde han nu gjort så længe Mindet rakte tilbage. Det var jo også Oldkeiseren der i sin Tid sammen med Enkedronningen havde antaget den bedrageriske Rigsforstander, så om denne talte han slet ikke!
Dagen for det store Landsraad oprandt. Nu skulle Sandheden frem og en Fjerdedel af Landets Indbyggere var mødt op for at deltage i Bedømmelsen af Keiserens og hans Medsammensvornes Misgjerninger.
At det ei var Tale om Misgjerninger i Lovens Forstand betød mindre. Faktisk bød Landets Lov Keiseren at regere, men det gjaldt dog kun, hvis Keiseren delte Belønninger ud til Folket eller førte Krig mod de andre Folkeslag i Nabolaget. Mere vidtgående beslutninger, der krævede Viden og Dygtighed skulle efter Folkets Mening overlades til den nu afsatte Rigsforstander, der alligevel vidste bedst i alle den slags Sager!
For at Retfærdigheden skulde ske fyldest var Rigsforstanderen også blevet inviteret til at tale ved Landsraadet, endskønt han var sat fra sin Bestilling. Han talte så smukt om Rigets Ånd og om de gamle Dage, om hvordan en ny Ånd havde sneget sig ind over Landet med Keiseren og De kloge Koner og om sin store Vilje til igen at tjene Keiserdømmet, såfremt Landets Borgere afsatte Keiseren og hans Slæng og gav ham hans Stillingsfuldmagt tilbage. Rigsforstanderen ville i så fald undlade at gennemføre den Krig, han havde indvarslet mod det Land, han så gjerne ville tjene.
Da han var færdig med sin Tale, brød Landets Befolkning udi langvarige Ovationer. Sjældent havde man oplevet noget så smukt, ja nærmest mageløst! Hvor var det stort af den tidligere Rigsforstander at afstå fra at kriges med Landet!
Og efter en Stunds Palaver var Dommen klar: væk med Keiseren og hans Slæng! Keiseren var i Bund og Grund en skidt Fyr! Og for at sætte Trumf på, oplæste et Karaktervidne af den betydningsfulde Slags et Brev fra Keiseren til De kloge Koner, hvori Keiseren gør sig lystig over Rigsforstanderens trofaste Hirdmænd, ligesom at han skriver, hvordan han med Smedens Hjælp påtænker at åbne Rigsforstanderens Skrivebord for at see, hvad han kunde finde af Arbeider fra Bedragerens Hånd. Sagen var hermed afgjort! Herut med Keiseren!
På dette tidspunkt af Landsraadet opstår Miraklet: Enkedronningen, som alle troede var borte for stedse, kommer til stede og erklærer sig villig til at tjene Keiserdømmet og samle et Rigsraad, der kan få Landet på Fode igen.
Hun bliver modtaget med næsten lige så store Ovationer, som var blevet Rigforstanderen til Del. Folkets Jubel vil ingen Ende tage!
Omkring Enkedronningen vælger Folket et Rigsraad bestående af Oldermanden, Hofskjalden, Den Vægelsindede, Hofnarren, tre Troubadurer, en Hakkebrædtspiller, en Lurblæser og den gamle Rigsforstanders foretrukne Janitshar.
Enkedronningen bliver udråbt til Keiserinde af Folkets Nåde og Hofnarren bliver forfremmet til Kronprins. Oldermanden, Hofskjalden og Den Vægelsindede får betydningsfulde poster i Rigsraadet og et Ridderkors at hænge i Knaphullet som påskjønnelse for deres heroiske Kamp mod Keiseren og hans Slæng. På alle Tavler i Staden bliver der skrevet om, hvor lyst og lykkeligt, Fremtiden ser ud for det lille Keiserdømme.
Rigsforstanderen bliver genantaget under stor Jubel. Han får dog ikke al Magten i Keiserdømmet, den vil Enkedronningen gjerne bevare for sig selv, men Historien fortæller at han får sit Pund Lykke i rigeligt Mål.
I Landene rundt om følger man intenst med i det særegne Mummespil om den uhørlige Musik. Thi – hvis musikken er magisk, som Bedrageren havde hævdet – hvorfor har den så ikke afsløret sin Ophavsmand? At tro på uhørlig musik! Det er næsten ikke til at tro – og det gør man da heller ikke i de Lande!
Men i Keiserdømmet lever Folk videre i Troen på den magiske Musik og dens Ejermand. Nabolandenes Mistro tager man sig ikke af. De må jo være dumme – og passer slet til deres arbeide! Ellers ville de jo selv kunde høre den forunderlige Musik!
Og således går Livet lykkeligt videre i det store, lille Keiserdømme.
Se – det var en rigtig Historie!
Med venlig hilsen
Torben Kjær
Udmeldelse af DJBFA
Til DJBFAs bestyrelse
Jeg vil hermed meddele at jeg melder mig ud af DJBFA med øjeblikkelig virkning. Dette betyder også, at jeg betragter mig som frigjort fra de tillidshverv, jeg har haft i KODA Dramatik og i Repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Min beslutning er d.d. meddelt KODA og Statens Kunstfond.
Der er mange årsager til at jeg melder mig ud efter så mange års medlemskab og så mange års kamp for DJBFAs politik i bestyrelsen og i musikmiljøet.
Jeg har altid kæmpet for DJBFAs politik, udadtil som indadtil og har indtil for nylig været enig i den politik der er ført. Det sidste par år har jeg mærket tendenser og holdningsændringer i bestyrelserne og på kontoret, som jeg ikke troede kunne have sin gang i DJBFA. Disse tendenser og holdningsændringer er den væsentligste årsag til min udmeldelse. Jeg tænker her på inddeling af medlemmer, både i DJBFA og i KODA, efter indtægt: de der tjener mange penge skal have størst indflydelse, økonomisk og politisk. Dette er en klar fravigelse af de solidariske principper, jeg altid har troet var DJBFAs særkende og værdigrundlag.
En anden holdningsændring internt i bestyrelsen er direkte og indirekte fedteri for særlige udvalgte medlemmer (et citat:”Det svar vil F.B. ikke være tilfreds med”) fremsat af et nuværende bestyrelsesmedlem og understøttet kraftigt af den tidligere daglige leder. Eksemplet er også et af mange på en fuldstændig urimelig henvisning i tide og utide til, hvad ”medlemmerne mener”. Retorikken hører hjemme i Dansk folkeparti, ikke i DJBFA, der begyndte som græsrodsbevægelse og stadig har en selvforståelse som progressiv. I øvrigt bliver disse ”medlemmer” sjældent henvist til at kontakte den person, hvis politik de har en mening om, (f.eks. kunne man have henvist til mig da jeg var formand), men ”medlemmerne” forbliver som Pia Kjærsgaards ”danskerne” skygger i periferien, der ”mener” et eller andet.
Jeg har i de senere år også mærket en meget kraftig tendens i foreningen til at erstatte faktisk politik med politiske udmeldinger.
Hvad betyder det f.eks. at være KODA-kritisk? Så sent som på den ekstraordinære generalforsamling hørte jeg et bestyrelsesmedlem komme med denne udmelding som sin politik – og blive genvalgt med stor tilslutning. Uden nogensinde at blive afkrævet et svar på eller selv have et bud på, hvordan det at være KODA-kritisk skal udmønte sig i praktisk politik.
Det er blevet meget lettere at være bedrevidende, nedladende, mistroisk og udskældende i DJBFA. Dette gælder både internt og udadtil. Internt er det vores eget problem. Men udadtil skal vi skabe forbundsfæller, knytte alliancer og samarbejde.
Jeg oplever at de, der skulle være vore nærmeste samarbejdspartnere, ikke tager os alvorligt fordi vores kommunikation ikke er positiv og samarbejdsorienteret. Eller fordi vores repræsentanter i f.eks. i KODAs Råd faktisk ikke er i stand til at forhandle, fordi de ikke er sikre på deres mandat i bestyrelsen i DJBFA, men må være indstillet på at blive underkendt og beskyldt for illoyalitet ved næste bestyrelsesmøde. (Dette gælder ikke kun Franka Abrahamsen. Jeg har også mærket mistroen til mit arbejde i KODAs Råd allerede efter første møde).
Vore alliancepartnere ser med nogen undren og også en del irritation på de politiske udmeldinger der i det sidste års tid er udgået fra DJBFA. Udmeldinger, der mere handlede om at tilfredsstille de særligt udvalgte medlemmer, den gamle formand, enkelte bestyrelses-medlemmer og Poul-Henrik Jensen.
Et eksempel herpå er KODA-området, hvor bestyrelsen har været nødt til at vedtage, at vi ikke optræder uden ”politisk førerhund” efter krav fra den daglige leder og de medlemmer af den bestyrelse, jeg var formand for, der senere betegnede sig selv som ”mindretallet”.
Set i bagklogskabens grelle lys skulle de sidste tre formandskaber have været mindre konsensus-søgende og have taget konfrontationen
i bestyrelsen og med den daglige leder omkring politikken udadtil. Det havde ganske vist udstillet foreningens manglende indre demokrati for alverden, i og med at flertalsafgørelser i praksis har vist sig umulige i DJBFA.
Men også jeg var overbevist om, at DJBFA ønskede en bestyrelse, ikke blot af navn, men også af gavn og som sådan ganske uforberedt på styrken i de tendenser og holdningsændringer i foreningen, der nu fører mig til at tage beslutningen om at melde mig ud af DJBFA.
Den nedladende tone, chauvinismen og mistroen internt i bestyrelsen har været næsten ubærlig. Erstat navnet Franka med ”muslim, ”jøde” eller ”vantro” i de sidste måneders diskussion internt og på bloggen og analogien er klar. Den sag blev håndteret i bestyrelsen og udmøntede sig i en tillidserklæring, der blev vedtaget med 8 stemmer mod 1. Men igen er der før som efter med en grim retorik udvist en eklatant mangel på lydhørhed og erkendelse af demokratiets væsen, der ikke hører hjemme i en forening som DJBFA.
Jeg taler ikke om, at vi ikke skal kunne tale åbent og direkte til hinanden også når vi er vrede. Det kan alligevel ikke skjules og hellere være insisterende end insinuerende. Men respekten for hinanden må være til stede. Og vi skal kunne erkende vores fejltrin.
Proppen røg af flasken for mig ved et bestyrelsesmøde den 27. maj, hvor jeg åbent gav Poul-Henrik en røffel i overværelse af hele bestyrelsen. Formen blev opfattet som et vredesudbrud, hvilket jeg efterfølgende har beklaget. Indholdet af min, lad os kalde det skideballe, er der ingen der har sat spørgsmålstegn ved.
Jeg mener forsat, at respekten for hinanden er det bærende princip i ethvert samarbejde og i en forening. Har vi ingen spilleregler for vores kommunikation gør vi os ikke fortjent til ordet græsrodsbevægelse.
Hvor politisk korrekte vi end opfatter os.
Og det leder mig til en anden hovedårsag til min udmeldelse.
Jeg kan og vil ikke være medlem af en forening, der baserer sin politik og eksistensberettigelse på en enkelt person. Det er ikke en politisk organisation, men en religiøs bevægelse.
Jeg mener helt grundlæggende, at hvis ikke foreningens politik er funderet på demokratiske principper i bestyrelsen og blandt vore medlemmer, er foreningen ilde stedt. Eller også skal foreningen tage konsekvensen af dette paradigmeskift og ændre sine vedtægter.
En daglig leder kan ikke erstatte et levende demokrati. At delegere det politiske ansvar ud til ikke-demokratisk valgte personer er ansvarsfor-flygtigende og leder til magtmisbrug.
Denne udvikling har jeg set i DJBFA og det er foruroligende, at deltagerne i debatten i de sidste måneder, med enkelte undtagelser, er tavse omkring demokratiet i foreningen. Og har så lidt tiltro til egne politiske potentialer.
Det repræsentative demokrati, som vore vedtægter beskriver, har ikke haft en chance i det sidste halve års religiøse hysteri omkring den daglige leder. Jeg har ikke noget imod at en person, også vores daglige leder, er vellidt i bestyrelsen, i personalet og blandt medlemmerne. Dette er tværtimod en forudsætning for et frugtbart samarbejde til alle sider.
Men når den daglige leder bliver et substitut for politik, både i bestyrelsen og blandt medlemmerne, er der grund til bekymring. (læs Aldous Huxleys essay om sport: ”people comes to sport vicariously”).
En tredje årsag til min udmeldelse er naturligvis personlig. Jeg troede jeg havde en bred ryg og et solidt rygte. Men den måde hvorpå den personlige hetz har kørt mod enkelte medlemmer af bestyrelsen og også mod min person har været temmelig belastende, selv for en mand med min selvrespekt.
Mennesker, der har kendt mig i mere end 30 år har tilsyneladende været mere end villige til at tro på løse rygter, sladder og usandheder.
Den forening, hvis demokrati og rummelighed altid har stået som et lysende eksempel for mig, har i det seneste halvår opført sig og debatteret som en aflægger af Dansk Folkeparti.
Jeg troede aldrig jeg skulle opleve snobberi for de bedst indtjenende medlemmer af vores forening. Jeg har aldrig troet at jeg skulle høre, at der var medlemmer der var vigtigere end andre i DJBFA. Jeg har aldrig troet at der var noget mere ønskværdigt end demokratiet.
For mig har foreningen været et åbent, rummeligt og demokratisk helle i samfundet. Det er DJBFA ikke mere.
Jeg kan ikke forlange, at foreningen skal bøje sig mod mig. Derfor tager jeg min helt personlige konsekvens - udmeldelse af DJBFA.
Med venlig hilsen
Torben Kjær
København den 28.september 2008
Jeg vil hermed meddele at jeg melder mig ud af DJBFA med øjeblikkelig virkning. Dette betyder også, at jeg betragter mig som frigjort fra de tillidshverv, jeg har haft i KODA Dramatik og i Repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Min beslutning er d.d. meddelt KODA og Statens Kunstfond.
Der er mange årsager til at jeg melder mig ud efter så mange års medlemskab og så mange års kamp for DJBFAs politik i bestyrelsen og i musikmiljøet.
Jeg har altid kæmpet for DJBFAs politik, udadtil som indadtil og har indtil for nylig været enig i den politik der er ført. Det sidste par år har jeg mærket tendenser og holdningsændringer i bestyrelserne og på kontoret, som jeg ikke troede kunne have sin gang i DJBFA. Disse tendenser og holdningsændringer er den væsentligste årsag til min udmeldelse. Jeg tænker her på inddeling af medlemmer, både i DJBFA og i KODA, efter indtægt: de der tjener mange penge skal have størst indflydelse, økonomisk og politisk. Dette er en klar fravigelse af de solidariske principper, jeg altid har troet var DJBFAs særkende og værdigrundlag.
En anden holdningsændring internt i bestyrelsen er direkte og indirekte fedteri for særlige udvalgte medlemmer (et citat:”Det svar vil F.B. ikke være tilfreds med”) fremsat af et nuværende bestyrelsesmedlem og understøttet kraftigt af den tidligere daglige leder. Eksemplet er også et af mange på en fuldstændig urimelig henvisning i tide og utide til, hvad ”medlemmerne mener”. Retorikken hører hjemme i Dansk folkeparti, ikke i DJBFA, der begyndte som græsrodsbevægelse og stadig har en selvforståelse som progressiv. I øvrigt bliver disse ”medlemmer” sjældent henvist til at kontakte den person, hvis politik de har en mening om, (f.eks. kunne man have henvist til mig da jeg var formand), men ”medlemmerne” forbliver som Pia Kjærsgaards ”danskerne” skygger i periferien, der ”mener” et eller andet.
Jeg har i de senere år også mærket en meget kraftig tendens i foreningen til at erstatte faktisk politik med politiske udmeldinger.
Hvad betyder det f.eks. at være KODA-kritisk? Så sent som på den ekstraordinære generalforsamling hørte jeg et bestyrelsesmedlem komme med denne udmelding som sin politik – og blive genvalgt med stor tilslutning. Uden nogensinde at blive afkrævet et svar på eller selv have et bud på, hvordan det at være KODA-kritisk skal udmønte sig i praktisk politik.
Det er blevet meget lettere at være bedrevidende, nedladende, mistroisk og udskældende i DJBFA. Dette gælder både internt og udadtil. Internt er det vores eget problem. Men udadtil skal vi skabe forbundsfæller, knytte alliancer og samarbejde.
Jeg oplever at de, der skulle være vore nærmeste samarbejdspartnere, ikke tager os alvorligt fordi vores kommunikation ikke er positiv og samarbejdsorienteret. Eller fordi vores repræsentanter i f.eks. i KODAs Råd faktisk ikke er i stand til at forhandle, fordi de ikke er sikre på deres mandat i bestyrelsen i DJBFA, men må være indstillet på at blive underkendt og beskyldt for illoyalitet ved næste bestyrelsesmøde. (Dette gælder ikke kun Franka Abrahamsen. Jeg har også mærket mistroen til mit arbejde i KODAs Råd allerede efter første møde).
Vore alliancepartnere ser med nogen undren og også en del irritation på de politiske udmeldinger der i det sidste års tid er udgået fra DJBFA. Udmeldinger, der mere handlede om at tilfredsstille de særligt udvalgte medlemmer, den gamle formand, enkelte bestyrelses-medlemmer og Poul-Henrik Jensen.
Et eksempel herpå er KODA-området, hvor bestyrelsen har været nødt til at vedtage, at vi ikke optræder uden ”politisk førerhund” efter krav fra den daglige leder og de medlemmer af den bestyrelse, jeg var formand for, der senere betegnede sig selv som ”mindretallet”.
Set i bagklogskabens grelle lys skulle de sidste tre formandskaber have været mindre konsensus-søgende og have taget konfrontationen
i bestyrelsen og med den daglige leder omkring politikken udadtil. Det havde ganske vist udstillet foreningens manglende indre demokrati for alverden, i og med at flertalsafgørelser i praksis har vist sig umulige i DJBFA.
Men også jeg var overbevist om, at DJBFA ønskede en bestyrelse, ikke blot af navn, men også af gavn og som sådan ganske uforberedt på styrken i de tendenser og holdningsændringer i foreningen, der nu fører mig til at tage beslutningen om at melde mig ud af DJBFA.
Den nedladende tone, chauvinismen og mistroen internt i bestyrelsen har været næsten ubærlig. Erstat navnet Franka med ”muslim, ”jøde” eller ”vantro” i de sidste måneders diskussion internt og på bloggen og analogien er klar. Den sag blev håndteret i bestyrelsen og udmøntede sig i en tillidserklæring, der blev vedtaget med 8 stemmer mod 1. Men igen er der før som efter med en grim retorik udvist en eklatant mangel på lydhørhed og erkendelse af demokratiets væsen, der ikke hører hjemme i en forening som DJBFA.
Jeg taler ikke om, at vi ikke skal kunne tale åbent og direkte til hinanden også når vi er vrede. Det kan alligevel ikke skjules og hellere være insisterende end insinuerende. Men respekten for hinanden må være til stede. Og vi skal kunne erkende vores fejltrin.
Proppen røg af flasken for mig ved et bestyrelsesmøde den 27. maj, hvor jeg åbent gav Poul-Henrik en røffel i overværelse af hele bestyrelsen. Formen blev opfattet som et vredesudbrud, hvilket jeg efterfølgende har beklaget. Indholdet af min, lad os kalde det skideballe, er der ingen der har sat spørgsmålstegn ved.
Jeg mener forsat, at respekten for hinanden er det bærende princip i ethvert samarbejde og i en forening. Har vi ingen spilleregler for vores kommunikation gør vi os ikke fortjent til ordet græsrodsbevægelse.
Hvor politisk korrekte vi end opfatter os.
Og det leder mig til en anden hovedårsag til min udmeldelse.
Jeg kan og vil ikke være medlem af en forening, der baserer sin politik og eksistensberettigelse på en enkelt person. Det er ikke en politisk organisation, men en religiøs bevægelse.
Jeg mener helt grundlæggende, at hvis ikke foreningens politik er funderet på demokratiske principper i bestyrelsen og blandt vore medlemmer, er foreningen ilde stedt. Eller også skal foreningen tage konsekvensen af dette paradigmeskift og ændre sine vedtægter.
En daglig leder kan ikke erstatte et levende demokrati. At delegere det politiske ansvar ud til ikke-demokratisk valgte personer er ansvarsfor-flygtigende og leder til magtmisbrug.
Denne udvikling har jeg set i DJBFA og det er foruroligende, at deltagerne i debatten i de sidste måneder, med enkelte undtagelser, er tavse omkring demokratiet i foreningen. Og har så lidt tiltro til egne politiske potentialer.
Det repræsentative demokrati, som vore vedtægter beskriver, har ikke haft en chance i det sidste halve års religiøse hysteri omkring den daglige leder. Jeg har ikke noget imod at en person, også vores daglige leder, er vellidt i bestyrelsen, i personalet og blandt medlemmerne. Dette er tværtimod en forudsætning for et frugtbart samarbejde til alle sider.
Men når den daglige leder bliver et substitut for politik, både i bestyrelsen og blandt medlemmerne, er der grund til bekymring. (læs Aldous Huxleys essay om sport: ”people comes to sport vicariously”).
En tredje årsag til min udmeldelse er naturligvis personlig. Jeg troede jeg havde en bred ryg og et solidt rygte. Men den måde hvorpå den personlige hetz har kørt mod enkelte medlemmer af bestyrelsen og også mod min person har været temmelig belastende, selv for en mand med min selvrespekt.
Mennesker, der har kendt mig i mere end 30 år har tilsyneladende været mere end villige til at tro på løse rygter, sladder og usandheder.
Den forening, hvis demokrati og rummelighed altid har stået som et lysende eksempel for mig, har i det seneste halvår opført sig og debatteret som en aflægger af Dansk Folkeparti.
Jeg troede aldrig jeg skulle opleve snobberi for de bedst indtjenende medlemmer af vores forening. Jeg har aldrig troet at jeg skulle høre, at der var medlemmer der var vigtigere end andre i DJBFA. Jeg har aldrig troet at der var noget mere ønskværdigt end demokratiet.
For mig har foreningen været et åbent, rummeligt og demokratisk helle i samfundet. Det er DJBFA ikke mere.
Jeg kan ikke forlange, at foreningen skal bøje sig mod mig. Derfor tager jeg min helt personlige konsekvens - udmeldelse af DJBFA.
Med venlig hilsen
Torben Kjær
København den 28.september 2008
torsdag den 9. oktober 2008
Det land der ikke synger alting
29.9.08
Jeg lovede at reagere Jeronimusagtigt, hver gang DR irriterede mig
her kommer et lille indlæg fra vinderen af Årets Spil-Dansk konkurrence, Hans Kragh-Jacobsen.
Han skrev vinderteksten. Stine Kongsted vandt melodikonkurrencen og jeg og andre havde også bud på melodien. Det er ikke det, dette indlæg drejer sig om. Men læs hvad Hans skriver:
DET LAND DER IKKE SYNGER ALTING
”Tillykke,” lyd en kvidrende kvindestemme i telefonen i det tidlige forår. ”Du har vundet!” Gisp, tænkte jeg, nu skal jeg lokkes til ét eller andet.
Nej, nej, den var god nok. Jeg havde vundet KODA’s konkurrence med min sangtekst. Præmien var 10.000 kroner. Og så skulle sangen jo synges over hele Danmark på Spil Dansk-dagen d. 30. oktober. Og udsendes i Danmarks Radio, så der var jo også transmissions-honoraret.
Nu skulle teksten jo så have en melodi, som en masse komponister skulle konkurrere om. Fristen var starten af juli, og vinderen blev Stine Kongsted.
Der er tre kategorier i KODA’s konkurrence: En børnesang, en sang
med fri tekst og melodi – og så min, der var den bundne tekst.
Da jeg for en lille måned siden ringede til KODA for at få udbetalt min præmie, var det en ung mand, der havde fået jobbet. Den kvidrende KODA-kvinde havde fået nyt job.
Så faldt bomben.
”Du bliver nok ked af, Hans, at det er din sang, der ikke bliver sunget i radioen på Spil Dansk-dagen. Men du vidste jo godt, at det kun er to af de tre sange, der skulle udsendes.”
Vel vidste jeg ej. Det var der ingen, der havde sagt noget om for et halvt år siden. Tværtimod var jeg blevet viftet om næsen med udsendelse og transmissionshonorar. Tiden stod stille, og småparanoide hår strittede på min ryg. Jeg vidste godt, hvad det er for en tekst, jeg havde skrevet og hvilken en tid, vi lever i. Jeg havde bevidst skrevet en højskoleagtig tekst som en bredside mod vores fremmedhad og snæversyn.
Da jeg ymtede noget om, at der nok var gået politik i det, blev det benægtet på det kraftigste. Det har ikke noget med politik at gøre.
DR havde bare besluttet, at frem for de tre vindersange vil de nøjes med to og så spille noget ”folk kender i forvejen” for at holde på lytterne. Da jeg talte med DR blev det bekræftet, at det var en ”gammel beslutning.” Det undrede mig bare, at jeg ikke havde hørt om det før. Og hvorfor lave en konkurrence for tre sange, når der kun var ”plads” til to?
Da den kvidrende KODA-kvinde blev adspurgt, om hun havde talt om radiotransmission med mig, nægtede hun pure. Det havde hun aldrig sagt noget om. Civilcouragen har ikke just kronede dage.
Den standende værdikamp foregår både åbent og skjult. I dette tilfælde i form af bovlamme bortforklaringer.
Hvis du åbner for radioen den 30. oktober, så er her sangen, der
ikke flyder ud i æteren:
DET LAND DER RUMMER ALLE JORDENS FARVER
Det land der rummer alle jordens farver
Fra kornets guld til skovens klorofyl
Hvor hvide storke, sorte skarver
har redeplads og ræven har asyl
Her bor der folk, der tror de er så ens
O, Danmark
Det land med drømmeduft af sommerhylden
og gøgefuglens fjerne ekko-kuk
Hvor bøgen spejler sig i gyllen
Og bølgen skummer salt til sidst kluk
Her bor der folk, der tror de er så ens
O, Danmark
Det land med knuste spejle under gulvet,
der vogter på hvert fremmed element
Med tapre brøl fra musehullet
får mørke tunger vores mistro tændt
Her bor der folk der tror, de er så ens
O, Danmark
Det land med blikket rettet stift mod checken
og plomben sat i hjertets fri ventil
Med visumtvang for vintergækken
Der kræves brugsanvisning for et smil
Her bor der folk der tror, de er så ens
O, Danmark
Det land, der rummer alle jordens farver
er blindt af rødgrødsrødt og mælkehvidt
Husk sommerfugle først er larver
før alle farver svæver sammen frit
Her vil vi bo i vor forskellighed
O, Danmark
Hans Kragh-Jacobsen
Jeg lovede at reagere Jeronimusagtigt, hver gang DR irriterede mig
her kommer et lille indlæg fra vinderen af Årets Spil-Dansk konkurrence, Hans Kragh-Jacobsen.
Han skrev vinderteksten. Stine Kongsted vandt melodikonkurrencen og jeg og andre havde også bud på melodien. Det er ikke det, dette indlæg drejer sig om. Men læs hvad Hans skriver:
DET LAND DER IKKE SYNGER ALTING
”Tillykke,” lyd en kvidrende kvindestemme i telefonen i det tidlige forår. ”Du har vundet!” Gisp, tænkte jeg, nu skal jeg lokkes til ét eller andet.
Nej, nej, den var god nok. Jeg havde vundet KODA’s konkurrence med min sangtekst. Præmien var 10.000 kroner. Og så skulle sangen jo synges over hele Danmark på Spil Dansk-dagen d. 30. oktober. Og udsendes i Danmarks Radio, så der var jo også transmissions-honoraret.
Nu skulle teksten jo så have en melodi, som en masse komponister skulle konkurrere om. Fristen var starten af juli, og vinderen blev Stine Kongsted.
Der er tre kategorier i KODA’s konkurrence: En børnesang, en sang
med fri tekst og melodi – og så min, der var den bundne tekst.
Da jeg for en lille måned siden ringede til KODA for at få udbetalt min præmie, var det en ung mand, der havde fået jobbet. Den kvidrende KODA-kvinde havde fået nyt job.
Så faldt bomben.
”Du bliver nok ked af, Hans, at det er din sang, der ikke bliver sunget i radioen på Spil Dansk-dagen. Men du vidste jo godt, at det kun er to af de tre sange, der skulle udsendes.”
Vel vidste jeg ej. Det var der ingen, der havde sagt noget om for et halvt år siden. Tværtimod var jeg blevet viftet om næsen med udsendelse og transmissionshonorar. Tiden stod stille, og småparanoide hår strittede på min ryg. Jeg vidste godt, hvad det er for en tekst, jeg havde skrevet og hvilken en tid, vi lever i. Jeg havde bevidst skrevet en højskoleagtig tekst som en bredside mod vores fremmedhad og snæversyn.
Da jeg ymtede noget om, at der nok var gået politik i det, blev det benægtet på det kraftigste. Det har ikke noget med politik at gøre.
DR havde bare besluttet, at frem for de tre vindersange vil de nøjes med to og så spille noget ”folk kender i forvejen” for at holde på lytterne. Da jeg talte med DR blev det bekræftet, at det var en ”gammel beslutning.” Det undrede mig bare, at jeg ikke havde hørt om det før. Og hvorfor lave en konkurrence for tre sange, når der kun var ”plads” til to?
Da den kvidrende KODA-kvinde blev adspurgt, om hun havde talt om radiotransmission med mig, nægtede hun pure. Det havde hun aldrig sagt noget om. Civilcouragen har ikke just kronede dage.
Den standende værdikamp foregår både åbent og skjult. I dette tilfælde i form af bovlamme bortforklaringer.
Hvis du åbner for radioen den 30. oktober, så er her sangen, der
ikke flyder ud i æteren:
DET LAND DER RUMMER ALLE JORDENS FARVER
Det land der rummer alle jordens farver
Fra kornets guld til skovens klorofyl
Hvor hvide storke, sorte skarver
har redeplads og ræven har asyl
Her bor der folk, der tror de er så ens
O, Danmark
Det land med drømmeduft af sommerhylden
og gøgefuglens fjerne ekko-kuk
Hvor bøgen spejler sig i gyllen
Og bølgen skummer salt til sidst kluk
Her bor der folk, der tror de er så ens
O, Danmark
Det land med knuste spejle under gulvet,
der vogter på hvert fremmed element
Med tapre brøl fra musehullet
får mørke tunger vores mistro tændt
Her bor der folk der tror, de er så ens
O, Danmark
Det land med blikket rettet stift mod checken
og plomben sat i hjertets fri ventil
Med visumtvang for vintergækken
Der kræves brugsanvisning for et smil
Her bor der folk der tror, de er så ens
O, Danmark
Det land, der rummer alle jordens farver
er blindt af rødgrødsrødt og mælkehvidt
Husk sommerfugle først er larver
før alle farver svæver sammen frit
Her vil vi bo i vor forskellighed
O, Danmark
Hans Kragh-Jacobsen
Ny-positivisme
kære læser
når jeg ser på mine første indlæg på min blog synes jeg at jeg ind i mellem er en forfærdelig sur mand. Og nu skal det være slut!
Mit nytårsfortsæt er ikke at være sur. Jeg vil være positiv!
Så selv om min udmeldelse af DJBFA er lidt sur skal der også være plads til eventyr. Der er allerede et om den forunderlige musik på dette sted og der kommer måske flere!
Der skal nu også være noget fra det virkelige liv, selv om vi befinder os i cyberspace.
Så denne blog skal i fremtiden bruges til at fortælle om hvad jeg går og laver i stedet for kun hvad jeg tænker. (hvis jeg gør det)
Her er en art kalender:
Thomas Negrijn og jeg arbejder på vores næste CD - efterfølgeren for BLUE - SLOW DOWN. den bliver ikke så slow som den første, har vi lovet os selv! Vi pudser det kompositoriske af nu og begynder indspilningerne snart.
Min opera DE SYV DYDERS HUS med tekst af Hans Kragh-Jacobsen er FÆRDIG!!! Og skal opføres af Musikdramatisk Teater med premiere 12. marts 2009. Det er fantastisk at skrive et så stort sammenhængende værk. jeg har arbejdet på den siden efteråret 2005 og en gang imellem blev jeg træt af det skrigeri (indeni mit hovede). Så blev jeg formand for DJBFA og SÅ SKREV JEG OPERAEN FÆRDIG!
Operaen er en fortsættelse af Brecht/Weills opera/ballet DE SYV DØDSSYNDER og skal opføres sammen med Bernsteins "TROUBLE IN TAHITI". Jeg glæder mig til at høre musikken uden for mit hovede.
Min opera er skrevet for 40 mands orkester. Det skal nu omarrangeres til en meget mindre orkesterbesætning.
Det bliver en udfordring, som jeg synes er enormt spændende. Jeg har tidligere omarrangeret masser af musicals til mindre besætninger. Engang lavede arrangerede og spillede jeg My Fair Lady med jazzkvartet med guitar. Poul Halberg og jeg havde MEGET at lave i den forestilling!
I øvrigt skal De syv dyders hus opføres senere med fuld besætning (2011).
Det næste jeg skal skrive er musik til en kortfilm. Musikken skal skrives og spilles af strygekvartet og klaver.Og de medvirkende er Nulle og Morten thunbo. Jeg glæder mig til at begynde arbejdet her i oktober.
På Spil-Dansk-Dagen skal jeg spille med Janne Lærkedal og Bente Kure.
Min librettist (det er en der skriver teksten til operaer) Hans Kragh-Jacobsen har vundet KODAs tekstpris, jeg har lavet en melodi (der ikke vandt konkurrencen) til Hans' tekst og den blev indsunget af Janne. Så på Spil Dansk Dagen bliver der en slags uropførelse på denne dejlige sang med en tekst, der åbenbart er faldet nogen for brystet i DR.
I november og december skal jeg spille Vinterrevy med Thomas Mørk, Pernille Schrøder og Henrik Lykkegaard i Ålborg og det bliver rigtig fornøjeligt. Der er allerede udsolgt. Der bliver i samme periode en lille gæsteoptræden som kapelmester på Folk og Røvere i Kardemomme By. Det bliver som altid meget hyggeligt.
I januar er det igen PH der er på programmet. Vi spiller på Arbejdermuseet i Rømersgade. 7 forestillinger om ugen i hele januar.
Ind i mellem skal jeg så som alle andre være aktivt jobsøgende (nej, jeg bliver ikke jagtet af Hjort'en) men er jo stadig vild med at spille og skrive).
PS jeg glemte at fortælle at min ven maleren og sangeren Claus Havemann har lavet et pragtfuldt cover til Fredsmesse CDen, der udkommer i løbet af efteråret.
når jeg ser på mine første indlæg på min blog synes jeg at jeg ind i mellem er en forfærdelig sur mand. Og nu skal det være slut!
Mit nytårsfortsæt er ikke at være sur. Jeg vil være positiv!
Så selv om min udmeldelse af DJBFA er lidt sur skal der også være plads til eventyr. Der er allerede et om den forunderlige musik på dette sted og der kommer måske flere!
Der skal nu også være noget fra det virkelige liv, selv om vi befinder os i cyberspace.
Så denne blog skal i fremtiden bruges til at fortælle om hvad jeg går og laver i stedet for kun hvad jeg tænker. (hvis jeg gør det)
Her er en art kalender:
Thomas Negrijn og jeg arbejder på vores næste CD - efterfølgeren for BLUE - SLOW DOWN. den bliver ikke så slow som den første, har vi lovet os selv! Vi pudser det kompositoriske af nu og begynder indspilningerne snart.
Min opera DE SYV DYDERS HUS med tekst af Hans Kragh-Jacobsen er FÆRDIG!!! Og skal opføres af Musikdramatisk Teater med premiere 12. marts 2009. Det er fantastisk at skrive et så stort sammenhængende værk. jeg har arbejdet på den siden efteråret 2005 og en gang imellem blev jeg træt af det skrigeri (indeni mit hovede). Så blev jeg formand for DJBFA og SÅ SKREV JEG OPERAEN FÆRDIG!
Operaen er en fortsættelse af Brecht/Weills opera/ballet DE SYV DØDSSYNDER og skal opføres sammen med Bernsteins "TROUBLE IN TAHITI". Jeg glæder mig til at høre musikken uden for mit hovede.
Min opera er skrevet for 40 mands orkester. Det skal nu omarrangeres til en meget mindre orkesterbesætning.
Det bliver en udfordring, som jeg synes er enormt spændende. Jeg har tidligere omarrangeret masser af musicals til mindre besætninger. Engang lavede arrangerede og spillede jeg My Fair Lady med jazzkvartet med guitar. Poul Halberg og jeg havde MEGET at lave i den forestilling!
I øvrigt skal De syv dyders hus opføres senere med fuld besætning (2011).
Det næste jeg skal skrive er musik til en kortfilm. Musikken skal skrives og spilles af strygekvartet og klaver.Og de medvirkende er Nulle og Morten thunbo. Jeg glæder mig til at begynde arbejdet her i oktober.
På Spil-Dansk-Dagen skal jeg spille med Janne Lærkedal og Bente Kure.
Min librettist (det er en der skriver teksten til operaer) Hans Kragh-Jacobsen har vundet KODAs tekstpris, jeg har lavet en melodi (der ikke vandt konkurrencen) til Hans' tekst og den blev indsunget af Janne. Så på Spil Dansk Dagen bliver der en slags uropførelse på denne dejlige sang med en tekst, der åbenbart er faldet nogen for brystet i DR.
I november og december skal jeg spille Vinterrevy med Thomas Mørk, Pernille Schrøder og Henrik Lykkegaard i Ålborg og det bliver rigtig fornøjeligt. Der er allerede udsolgt. Der bliver i samme periode en lille gæsteoptræden som kapelmester på Folk og Røvere i Kardemomme By. Det bliver som altid meget hyggeligt.
I januar er det igen PH der er på programmet. Vi spiller på Arbejdermuseet i Rømersgade. 7 forestillinger om ugen i hele januar.
Ind i mellem skal jeg så som alle andre være aktivt jobsøgende (nej, jeg bliver ikke jagtet af Hjort'en) men er jo stadig vild med at spille og skrive).
PS jeg glemte at fortælle at min ven maleren og sangeren Claus Havemann har lavet et pragtfuldt cover til Fredsmesse CDen, der udkommer i løbet af efteråret.
mandag den 17. marts 2008
pling!
Det store pling
Dansk Folkepartis nyslåede kulturordfører Pia Kjærsgaard sagde ved sin tiltræden blandt andet at kultur ikke skal være politisk styret, for ikke alt er lige meningsfuld kultur. "Personligt har jeg svært ved at forstå, at to nøgne mennesker, der løber hen over en scene og siger pling, at det er kultur,” Siger altså kulturordføreren. Min nysgerrighed bliver vakt: hvor løber der nøgne mennesker rundt på en scene og siger Pling?
Jeg ringede rundt til de københavnske teatre. På Folketeatret.dk havde de ikke siden fordboldforestillingen “Fremad” i slutningen af 1970’erne haft decideret nøgne mennesker løbende rundt. Og det var kun mænd (hvilket fik mange af abonninerne til kun at købe billet, hvis de kunne få plads på 1.række.) Det kgl. Teater måtte også melde hus forbi. De havde ikke været nøgne siden Flemming Flindt huserede. Det ny Teater nægtede pure at tale med mig: det var et PÆNT publikum, der kom i teatret! Hvor kunne jeg understå mig I at komme med sjofle hentydninger! Og på Nørrebros Teater antydede de høfligt, at nu var det jo ikke lige Per Pallesen, der var direktør mere!
Det var lige så resultatløst på alternativscenerne: FÅR 302 spillede Beatles – dog ikke i pels, men dog påklædte, Husets Teater på Halmtorvet var i gang med at få oliefyret repareret, så der de var alle i pelse (det gjorde nu ikke noget, de spillede Tjekov) og Grønnegaardsteatret overvejede at spille “Kjærlighed uden Strømper” men havde ikke endelig bestemt sig. På Plex blev de lidt fornærmede over det, de troede var en navneforveksling: Vi hedder Plex, ikke Pling!
For ikke at give op for let gik jeg på Leslie Bar I Victoriagade: der var nogle, der var nøgne, men jeg blev truet med tæv, da jeg spurgte dem ud om de også sagde Pling. Hvis jeg ikke skred nu, kunne jeg vælge mellem at betale for en gang fransk uden eller at få nogle solide Vesterbro - bank med! Jeg skyndte mig væk.
I min fortvivlelse opsøgte jeg en af mine gamle venner, der er dybdepsykolog. Han havde aldrig stødt på fænomenet med de nøgne mennesker og pling’et, men lovede at forhøre sig hos kolleger.
I torsdag ringede han glædestrålende til mig: en Jungiansk drømmetyder havde fortalt, at billedet med de to nøgne mennesker repræsenterede en søvn - projektion: Ligesom vi har dagsrester, der kan forstyrre vores nattesøvn, kan rester af nattens drømme forstyrre vort vågne liv. Og det syn, Pia Kjærsgaard har haft på sin nethinde er en projektion af hjertets inderste længsler i den del af søvnen, drømmetydere kalder “søvnens dal”. Det var som at få en åbenbaring: symbolikken er jo klokkeklar! Denne danerkvinde på tinge rummede inderst inde en smuk drøm om at finde sin indre ro, få fred i sin sjæl og møde sit personlige Nirvana: søvnens dal!
Villy!! Hvor er du?
Her har jeg gået rundt og troet at Pia kjærsgaard var en sur mokke, der hadede alle, både politikere, der sagde hende imod, men også “de fremmede”, her har jeg syntes, at hun var en politiker, hvis mund burde skrubbes med soda, her har jeg latterliggjort og sat mig til dommer over alle hendes “faktisk”, “simpelthen”, og “danskerne vil ikke have et multikulturelt samfund” og hvad der ellers er kommet ud af fruens mund, siden hun holdt op med egentligt arbejde. Og så bærer denne danskens forsvarer nr.1 en ubetvingelig trang i sig, om, i fuld offentlighed (scenen) at proklamere sin kærlighed, som hun så livagtigt har forestillet sig i søvnens dal, for alverden (og Villy) og udsige sin attrå!
Jeg se for mit indre blik Richard Ragnwald, i højrød buschaufførjakke gribe mikrofonen: ”Vi vil gå, hånd i hånd, gennem livet, du og jeg”, mens dannebrogsflagene vejrer og der uddeles gratis kaffe og cerutter.
Dansk kultur går så sandelig lysere tider i møde. Pling!
Dansk Folkepartis nyslåede kulturordfører Pia Kjærsgaard sagde ved sin tiltræden blandt andet at kultur ikke skal være politisk styret, for ikke alt er lige meningsfuld kultur. "Personligt har jeg svært ved at forstå, at to nøgne mennesker, der løber hen over en scene og siger pling, at det er kultur,” Siger altså kulturordføreren. Min nysgerrighed bliver vakt: hvor løber der nøgne mennesker rundt på en scene og siger Pling?
Jeg ringede rundt til de københavnske teatre. På Folketeatret.dk havde de ikke siden fordboldforestillingen “Fremad” i slutningen af 1970’erne haft decideret nøgne mennesker løbende rundt. Og det var kun mænd (hvilket fik mange af abonninerne til kun at købe billet, hvis de kunne få plads på 1.række.) Det kgl. Teater måtte også melde hus forbi. De havde ikke været nøgne siden Flemming Flindt huserede. Det ny Teater nægtede pure at tale med mig: det var et PÆNT publikum, der kom i teatret! Hvor kunne jeg understå mig I at komme med sjofle hentydninger! Og på Nørrebros Teater antydede de høfligt, at nu var det jo ikke lige Per Pallesen, der var direktør mere!
Det var lige så resultatløst på alternativscenerne: FÅR 302 spillede Beatles – dog ikke i pels, men dog påklædte, Husets Teater på Halmtorvet var i gang med at få oliefyret repareret, så der de var alle i pelse (det gjorde nu ikke noget, de spillede Tjekov) og Grønnegaardsteatret overvejede at spille “Kjærlighed uden Strømper” men havde ikke endelig bestemt sig. På Plex blev de lidt fornærmede over det, de troede var en navneforveksling: Vi hedder Plex, ikke Pling!
For ikke at give op for let gik jeg på Leslie Bar I Victoriagade: der var nogle, der var nøgne, men jeg blev truet med tæv, da jeg spurgte dem ud om de også sagde Pling. Hvis jeg ikke skred nu, kunne jeg vælge mellem at betale for en gang fransk uden eller at få nogle solide Vesterbro - bank med! Jeg skyndte mig væk.
I min fortvivlelse opsøgte jeg en af mine gamle venner, der er dybdepsykolog. Han havde aldrig stødt på fænomenet med de nøgne mennesker og pling’et, men lovede at forhøre sig hos kolleger.
I torsdag ringede han glædestrålende til mig: en Jungiansk drømmetyder havde fortalt, at billedet med de to nøgne mennesker repræsenterede en søvn - projektion: Ligesom vi har dagsrester, der kan forstyrre vores nattesøvn, kan rester af nattens drømme forstyrre vort vågne liv. Og det syn, Pia Kjærsgaard har haft på sin nethinde er en projektion af hjertets inderste længsler i den del af søvnen, drømmetydere kalder “søvnens dal”. Det var som at få en åbenbaring: symbolikken er jo klokkeklar! Denne danerkvinde på tinge rummede inderst inde en smuk drøm om at finde sin indre ro, få fred i sin sjæl og møde sit personlige Nirvana: søvnens dal!
Villy!! Hvor er du?
Her har jeg gået rundt og troet at Pia kjærsgaard var en sur mokke, der hadede alle, både politikere, der sagde hende imod, men også “de fremmede”, her har jeg syntes, at hun var en politiker, hvis mund burde skrubbes med soda, her har jeg latterliggjort og sat mig til dommer over alle hendes “faktisk”, “simpelthen”, og “danskerne vil ikke have et multikulturelt samfund” og hvad der ellers er kommet ud af fruens mund, siden hun holdt op med egentligt arbejde. Og så bærer denne danskens forsvarer nr.1 en ubetvingelig trang i sig, om, i fuld offentlighed (scenen) at proklamere sin kærlighed, som hun så livagtigt har forestillet sig i søvnens dal, for alverden (og Villy) og udsige sin attrå!
Jeg se for mit indre blik Richard Ragnwald, i højrød buschaufførjakke gribe mikrofonen: ”Vi vil gå, hånd i hånd, gennem livet, du og jeg”, mens dannebrogsflagene vejrer og der uddeles gratis kaffe og cerutter.
Dansk kultur går så sandelig lysere tider i møde. Pling!
Abonner på:
Opslag (Atom)