pling!

Det store pling
Dansk Folkepartis nyslåede kulturordfører Pia Kjærsgaard sagde ved sin tiltræden blandt andet at kultur ikke skal være politisk styret, for ikke alt er lige meningsfuld kultur. "Personligt har jeg svært ved at forstå, at to nøgne mennesker, der løber hen over en scene og siger pling, at det er kultur,” Siger altså kulturordføreren. Min nysgerrighed bliver vakt: hvor løber der nøgne mennesker rundt på en scene og siger Pling?
Jeg ringede rundt til de københavnske teatre. På Folketeatret.dk havde de ikke siden fordboldforestillingen “Fremad” i slutningen af 1970’erne haft decideret nøgne mennesker løbende rundt. Og det var kun mænd (hvilket fik mange af abonninerne til kun at købe billet, hvis de kunne få plads på 1.række.) Det kgl. Teater måtte også melde hus forbi. De havde ikke været nøgne siden Flemming Flindt huserede. Det ny Teater nægtede pure at tale med mig: det var et PÆNT publikum, der kom i teatret! Hvor kunne jeg understå mig I at komme med sjofle hentydninger! Og på Nørrebros Teater antydede de høfligt, at nu var det jo ikke lige Per Pallesen, der var direktør mere!
Det var lige så resultatløst på alternativscenerne: FÅR 302 spillede Beatles – dog ikke i pels, men dog påklædte, Husets Teater på Halmtorvet var i gang med at få oliefyret repareret, så der de var alle i pelse (det gjorde nu ikke noget, de spillede Tjekov) og Grønnegaardsteatret overvejede at spille “Kjærlighed uden Strømper” men havde ikke endelig bestemt sig. På Plex blev de lidt fornærmede over det, de troede var en navneforveksling: Vi hedder Plex, ikke Pling!
For ikke at give op for let gik jeg på Leslie Bar I Victoriagade: der var nogle, der var nøgne, men jeg blev truet med tæv, da jeg spurgte dem ud om de også sagde Pling. Hvis jeg ikke skred nu, kunne jeg vælge mellem at betale for en gang fransk uden eller at få nogle solide Vesterbro - bank med! Jeg skyndte mig væk.
I min fortvivlelse opsøgte jeg en af mine gamle venner, der er dybdepsykolog. Han havde aldrig stødt på fænomenet med de nøgne mennesker og pling’et, men lovede at forhøre sig hos kolleger.
I torsdag ringede han glædestrålende til mig: en Jungiansk drømmetyder havde fortalt, at billedet med de to nøgne mennesker repræsenterede en søvn - projektion: Ligesom vi har dagsrester, der kan forstyrre vores nattesøvn, kan rester af nattens drømme forstyrre vort vågne liv. Og det syn, Pia Kjærsgaard har haft på sin nethinde er en projektion af hjertets inderste længsler i den del af søvnen, drømmetydere kalder “søvnens dal”. Det var som at få en åbenbaring: symbolikken er jo klokkeklar! Denne danerkvinde på tinge rummede inderst inde en smuk drøm om at finde sin indre ro, få fred i sin sjæl og møde sit personlige Nirvana: søvnens dal!
Villy!! Hvor er du?
Her har jeg gået rundt og troet at Pia kjærsgaard var en sur mokke, der hadede alle, både politikere, der sagde hende imod, men også “de fremmede”, her har jeg syntes, at hun var en politiker, hvis mund burde skrubbes med soda, her har jeg latterliggjort og sat mig til dommer over alle hendes “faktisk”, “simpelthen”, og “danskerne vil ikke have et multikulturelt samfund” og hvad der ellers er kommet ud af fruens mund, siden hun holdt op med egentligt arbejde. Og så bærer denne danskens forsvarer nr.1 en ubetvingelig trang i sig, om, i fuld offentlighed (scenen) at proklamere sin kærlighed, som hun så livagtigt har forestillet sig i søvnens dal, for alverden (og Villy) og udsige sin attrå!
Jeg se for mit indre blik Richard Ragnwald, i højrød buschaufførjakke gribe mikrofonen: ”Vi vil gå, hånd i hånd, gennem livet, du og jeg”, mens dannebrogsflagene vejrer og der uddeles gratis kaffe og cerutter.
Dansk kultur går så sandelig lysere tider i møde. Pling!