Eventyret om den forunderlige musik

Eventyret om Den Forunderlige Musik
Et eventyrlig af Torben Kjær

Rollerne:
Keiseren
Kronprinsessen
Den vise mand
De kloge koner
Rigsforstanderen
Oldermanden
Hofskjalden
Hofnarren
Hofsnogen
Den Vægelsindede
Gesandten
Hofdamerne
Oldfruen
Biroller:
Rigstroubaduren
Folket
Enkedronningen


For længe siden levede en kejser der holdt så meget af smuk musik, at han viede sit liv til at fremme denne, den ypperste kunst. Han brød sig ikke om sine Soldater eller om at føre Krig med våben, men dog om at sejle paa Havet og så at kjæmpe for sit Riges Musik. Han havde et Musikstykke for hver Time paa Dagen, Landet var befolket af Komponister og Troubadurer og ligesom man siger om en Konge, at han er i Raadet, saa sagde man altid her: "Keiseren kjæmper for Musikken!"

I den store Stad, hvor han boede, gik det meget fornøieligt til, hver Dag kom der mange Fremmede, een Dag kom der en Bedrager; denne gave sig ud for at være musikkyndig og sagde, at han forstod at fremelske den smukkeste musik, man kunde tænke sig. Ikke alene blev Sammenspillet i Stadsorkestret noget usædvanligt smukt, men al den musik, der blev skabt på hans foranledning, havde den forunderlige Egenskab at den blev uhørlig for ethvert Menneske, som ikke duede i sit Embede, eller ogsaa var utilladelig dum.
"Det var jo en dejlig musik," tænkte Keiseren; "ved at knytte denne mand til mig, kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i mit Rige der ikke due til det Embede de have, jeg kan kjende de kloge fra de dumme! ja den musikkyndige maa straks ansættes i mit rige!" og han gav Bedrageren den Stillingsfuldmagt og den titel af Rigsforstander han forlangte, for at han skulde begynde paa sit Arbeide.

Rigsforstanderen satte ogsaa et skrivebord og en direktørstol op, lod som om han arbeidede, og der var da også høie bunker af papirer paa skrivebordet. Rask væk forlangte han stadig større beføjelser og rigets største råderum; det puttede han i sin egen Stillingsfuldmagt og arbeidede med det fyldte skrivebord, og det til langt ud paa Natten.

Nu kom en ny Keiser. Den gamle Keiser var træt efter 34 År på Rigets Trone og der trængte til ny blod i Landets Top. Måske lå der også andre Tanker bag hans Abdicering, men om dem talte han ikke.

"Nu gad jeg nok vide, hvor vidt den Rigsforstander ere med Musikken!" tænkte den nye Keiser, men han var ordentligt lidt underlig om Hjertet ved at tænke paa, at den, som var dum, eller slet passede til sit Embede, ikke kunde høre det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv. Alle Mennesker i hele Byen vidste, hvilken forunderlig Kraft Musikken havde, og alle vare begjærlige efter at see, hvor daarlig eller dum hans Naboe var.

Nu vilde da Keiseren selv høre til Rigsforstanderens Værk. Med sin Kronprinsesse gik han til Rigsforstanderen for at få syn for Sagen. Men i stedet for den Mirakelmager, der engang blev ansat i Keiserriget under stor Jubel, mødte der ham en formørket Skikkelse, besat af Vrede. ” Jeg kan ikke udføre mit Arbeide for Musikken uden at få større Beføielser og en større Stillingsfuldmagt,” sagde Rigsforstanderen. ”Jeg må have større magt end selveste Deres Maiestæt Keiseren! Alt andet er en trussel mod min Position i Keiserriget.”
Keiseren og Kronprinsessen lovede at disputere Sagen i Rigsraadet, der talte Kronprinsessen, den vise Mand, De kloge Koner, Oldermanden, Hofskjalden, Den Vægelsindede, Hofnarren og Hofsnogen. De trådte sammen med Rigsforstanderen, der sad med skrivebordet fuld af Sager, men uden den mindste Lyd. Og det efter syv Års Arbejde!
”Jamen, der er da ingen Musik i dette rum” sagde De kloge Koner og Den vise Mand. ”Det har der ei været i mere end et halvt År! Rigforstanderen må være en Bedrager!” Men det var kun Keiseren og Kronprinsessen, der hørte efter.
"Ja er det ikke magnifique!" sagde Hofskjalden og Hofnarren som med een mund. "Vil deres Majestæt see, hvilke Arbeider, hvilke Resultater!" og saa pegede de paa det overfyldte skrivebord, thi de troede, de andre vistnok burde kunde see Resultaterne derpaa. Og den gamle Oldermand spilede ørerne ud. "O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!" sagde han og saae ud over sine Briller, thi han havde næringsbrev som Advokatus Justitiae. "Dette orkester og disse Klangfarver! - ja, jeg skal sige Keiseren, at det behager mig særdeles!"
Den Vægelsindede oplod sin Røst for første Gang:” Ja, Jeg mener nu også både for og imod, men mest for – og imod!”
Og Hofnarren sagde: ”Ja, med dette Pragtværk ville jeg ei betænke mig på at give Rigsforstanderen den allerhøieste Magt, thi alene han vide, hvad der er bedst for Keiserriget. Mødt med så megen Forstand ville jeg selv gå hjem og passe mit Narreværk!” Det gjorde han dog ikke!

"Hvad for noget!" tænkte Keiseren, "jeg hører ingen Ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! "Øh, det er meget smukt!" sagde Keiseren for at vinde Tid. Og han nikkede og betragtede det fyldte Skrivebord; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde høre, men ville tænke over Sagen. Så meget mere som at alle Nabolandenes Regenter i lang tid havde erklæret, at de anså den Keiserlige Rigsforstander som en Bedrager, der var vældig godt skåret for Tungebåndet, men dog en Bedrager. Og som tilmed ei var særlig venlig og temmelig stridslysten.
"Naa, det fornøier os!" sagde Rigsforstanderen, og nu nævnede han Landets Komponister ved Navn og berettede om deres store Betydning for Kejserdømmet. Han nævnte også særligt udvalgte, som støttede ham i hans Arbeide for den forunderlige Musik. Keiseren hørte godt efter, for at han kunne blive klogere, men blev det dog ikke. For ham var hver lille Skrue i Samfundets Mekanik vigtige, ligesom man ei kan udnævne et enkelt Tandhjul i et Urværk som netop det, der måler Tiden!

Nu forlangte Bedrageren flere Penge, større Portefølje og større Råderum, det skulde han bruge til Musikfremme og den uhørlige Musik. Men han blev, som før, ved at være formørket af Vrede over den Uretfærdighed, han synes han var udsat for ved ikke straks at få tildelt hele Magten i Keiserriget. Han skiftevis græd, plagede og var truende overfor Keiseren og Kronprinsessen, der, som han sagde, kun sad på Rigsraadets Nåde, hvorimod han, Rigsforstanderen, havde sin Stillingsfuldmagt af Folkets Vilje. Han græd også ud hos Hofdamerne, både samlet og vistnok også hos hver enkelt, fra den mindste Kontormus til den ypperste Gesandt, lige med Undtagelse af Oldfruen. Hans Tårer gjorde stort Indtryk på alle. Ved det senere Landsraad med hele Befolkningen nævnte Hofskjalden overfor alle, at han havde seet en Taare pible frem i Rigsforstanderens Øje!
Nu besluttede Keiseren og Kronprinsessen sammen med Den vise Mand og De kloge koner at gøre kort Proces og afsløre bedrageren. Keiseren brugte sin Keiserlige Magt og afsatte Rigforstanderen, med størstedelen af Rigsraadets Billigelse.
Afgørelsen vakte den allerhøjeste Furore på det keiserlige Slot. Hofdamerne græd som vare de pisket. Oldermanden, Hofskjalden, Hofnarren og Hofsnogen gerådede ud i den største Forargelse. Snart genlød Slottet af de besynderligste Toner og den mest aparte Musik i Mands Minde. Skjønheden, som Keiseren altid havde sat høit, var for en Tid helt forsvundet ud af Huset og Disharmonien holdt sit indtog i de gamle Bygninger.
Oldermanden, Hofskjalden, Hofnarren og Hofsnogen iværksatte straks en Bevægelse der skulle genansætte Bedrageren og afsætte Keiseren og Kronprinsessen, for ikke at tale om Den vise Mand og De kloge Koner. Den Vægelsindede var skiftevis for og imod, men mente, som han sagde og skrev, principielt både det Ene, men bestemt også det modsatte!

Hofsnogen skrev til Keiserdømmets Indbyggere på Keiserens eget Brevpapir, at Riget standede i Våde. Keiseren havde nemlig brugt sin Keiserlige Magt på at afsætte en Person, der var vigtigere end Keiseren selv og at hvis Landets Love gav Keiseren denne Magt, skulle disse love fluks laves om!
Både Hofsnogen, men også Hofdamerne og Gesandten elskede Rigsforstanderen af et ærligt Hierte. Og for at lægge Eftertryk på sine Ord bedyrede Hofsnogen engang at have seet Keiseren fortære et levende spædbarn!

Der blev stor Opstandelse i Keiserriget. Der blev sendt Bulletiner rundt daglig med nye Historier om Keiserens og Kronprinsessens Grusomhed, ikke alene overfor den elskede og nu afsatte Rigsforstander, men også overfor Hofdamerne og Gesandten. Der blev også talt om at Keiseren skulle have begået mørke Forbrydelser af den Slags, der i fordums Tid blev forøvet overfor de Folk med de krumme næser.

Rigsforstanderen indledte en belejring af Keiserens Hovedstad. Hver dag sad han sammen med sine sammensvorne Hirdmænd på torvet foran Byporten fra årle Morgen til sen Aften og han indleverede også en Krigserklæring mod Landet ved den nærmeste Ret. Hofdamerne og Gesandten bragte ham fra Tid til anden Mad og Tidender fra Keiserdømmet og tørrede de salte Tårer af hans Kinder, når Bevægelsen blev for stor for ham.

Der blev nu blæst til Landsraad for alle Indbyggere i Riget. En Skjald fra en fjern Egn af Landet blev indforskrevet som Rigstroubadur med særlig Ret og Pligt til før Landsraadet at sprede Rygter, et Hverv, han påtog sig med stor Nidkjærhed. Snart svirrede Rygterne lystigt fra den ene Ende af Landet til den anden. Folk, der førhen havde talt venlige og høflige Ord sammen, talte nu til og om hinanden, som vare de Dødsfiender, og overalt i Riget bredte der sig Mismod og Forundring over, hvordan det førhen så fredelige Keiserdømme kunde geråde udi sådan Splittelse. Oldkeiseren, der havde været Keiser før den nuværende Keiser og havde stiftet Riget, meldte om Fienders Opmarch ved Landets Grænser, men det havde han nu gjort så længe Mindet rakte tilbage. Det var jo også Oldkeiseren der i sin Tid sammen med Enkedronningen havde antaget den bedrageriske Rigsforstander, så om denne talte han slet ikke!
Dagen for det store Landsraad oprandt. Nu skulle Sandheden frem og en Fjerdedel af Landets Indbyggere var mødt op for at deltage i Bedømmelsen af Keiserens og hans Medsammensvornes Misgjerninger.
At det ei var Tale om Misgjerninger i Lovens Forstand betød mindre. Faktisk bød Landets Lov Keiseren at regere, men det gjaldt dog kun, hvis Keiseren delte Belønninger ud til Folket eller førte Krig mod de andre Folkeslag i Nabolaget. Mere vidtgående beslutninger, der krævede Viden og Dygtighed skulle efter Folkets Mening overlades til den nu afsatte Rigsforstander, der alligevel vidste bedst i alle den slags Sager!
For at Retfærdigheden skulde ske fyldest var Rigsforstanderen også blevet inviteret til at tale ved Landsraadet, endskønt han var sat fra sin Bestilling. Han talte så smukt om Rigets Ånd og om de gamle Dage, om hvordan en ny Ånd havde sneget sig ind over Landet med Keiseren og De kloge Koner og om sin store Vilje til igen at tjene Keiserdømmet, såfremt Landets Borgere afsatte Keiseren og hans Slæng og gav ham hans Stillingsfuldmagt tilbage. Rigsforstanderen ville i så fald undlade at gennemføre den Krig, han havde indvarslet mod det Land, han så gjerne ville tjene.
Da han var færdig med sin Tale, brød Landets Befolkning udi langvarige Ovationer. Sjældent havde man oplevet noget så smukt, ja nærmest mageløst! Hvor var det stort af den tidligere Rigsforstander at afstå fra at kriges med Landet!

Og efter en Stunds Palaver var Dommen klar: væk med Keiseren og hans Slæng! Keiseren var i Bund og Grund en skidt Fyr! Og for at sætte Trumf på, oplæste et Karaktervidne af den betydningsfulde Slags et Brev fra Keiseren til De kloge Koner, hvori Keiseren gør sig lystig over Rigsforstanderens trofaste Hirdmænd, ligesom at han skriver, hvordan han med Smedens Hjælp påtænker at åbne Rigsforstanderens Skrivebord for at see, hvad han kunde finde af Arbeider fra Bedragerens Hånd. Sagen var hermed afgjort! Herut med Keiseren!

På dette tidspunkt af Landsraadet opstår Miraklet: Enkedronningen, som alle troede var borte for stedse, kommer til stede og erklærer sig villig til at tjene Keiserdømmet og samle et Rigsraad, der kan få Landet på Fode igen.

Hun bliver modtaget med næsten lige så store Ovationer, som var blevet Rigforstanderen til Del. Folkets Jubel vil ingen Ende tage!
Omkring Enkedronningen vælger Folket et Rigsraad bestående af Oldermanden, Hofskjalden, Den Vægelsindede, Hofnarren, tre Troubadurer, en Hakkebrædtspiller, en Lurblæser og den gamle Rigsforstanders foretrukne Janitshar.
Enkedronningen bliver udråbt til Keiserinde af Folkets Nåde og Hofnarren bliver forfremmet til Kronprins. Oldermanden, Hofskjalden og Den Vægelsindede får betydningsfulde poster i Rigsraadet og et Ridderkors at hænge i Knaphullet som påskjønnelse for deres heroiske Kamp mod Keiseren og hans Slæng. På alle Tavler i Staden bliver der skrevet om, hvor lyst og lykkeligt, Fremtiden ser ud for det lille Keiserdømme.
Rigsforstanderen bliver genantaget under stor Jubel. Han får dog ikke al Magten i Keiserdømmet, den vil Enkedronningen gjerne bevare for sig selv, men Historien fortæller at han får sit Pund Lykke i rigeligt Mål.
I Landene rundt om følger man intenst med i det særegne Mummespil om den uhørlige Musik. Thi – hvis musikken er magisk, som Bedrageren havde hævdet – hvorfor har den så ikke afsløret sin Ophavsmand? At tro på uhørlig musik! Det er næsten ikke til at tro – og det gør man da heller ikke i de Lande!
Men i Keiserdømmet lever Folk videre i Troen på den magiske Musik og dens Ejermand. Nabolandenes Mistro tager man sig ikke af. De må jo være dumme – og passer slet til deres arbeide! Ellers ville de jo selv kunde høre den forunderlige Musik!
Og således går Livet lykkeligt videre i det store, lille Keiserdømme.

Se – det var en rigtig Historie!

Med venlig hilsen
Torben Kjær