Udmeldelse af DJBFA

Til DJBFAs bestyrelse
Jeg vil hermed meddele at jeg melder mig ud af DJBFA med øjeblikkelig virkning. Dette betyder også, at jeg betragter mig som frigjort fra de tillidshverv, jeg har haft i KODA Dramatik og i Repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Min beslutning er d.d. meddelt KODA og Statens Kunstfond.

Der er mange årsager til at jeg melder mig ud efter så mange års medlemskab og så mange års kamp for DJBFAs politik i bestyrelsen og i musikmiljøet.

Jeg har altid kæmpet for DJBFAs politik, udadtil som indadtil og har indtil for nylig været enig i den politik der er ført. Det sidste par år har jeg mærket tendenser og holdningsændringer i bestyrelserne og på kontoret, som jeg ikke troede kunne have sin gang i DJBFA. Disse tendenser og holdningsændringer er den væsentligste årsag til min udmeldelse. Jeg tænker her på inddeling af medlemmer, både i DJBFA og i KODA, efter indtægt: de der tjener mange penge skal have størst indflydelse, økonomisk og politisk. Dette er en klar fravigelse af de solidariske principper, jeg altid har troet var DJBFAs særkende og værdigrundlag.

En anden holdningsændring internt i bestyrelsen er direkte og indirekte fedteri for særlige udvalgte medlemmer (et citat:”Det svar vil F.B. ikke være tilfreds med”) fremsat af et nuværende bestyrelsesmedlem og understøttet kraftigt af den tidligere daglige leder. Eksemplet er også et af mange på en fuldstændig urimelig henvisning i tide og utide til, hvad ”medlemmerne mener”. Retorikken hører hjemme i Dansk folkeparti, ikke i DJBFA, der begyndte som græsrodsbevægelse og stadig har en selvforståelse som progressiv. I øvrigt bliver disse ”medlemmer” sjældent henvist til at kontakte den person, hvis politik de har en mening om, (f.eks. kunne man have henvist til mig da jeg var formand), men ”medlemmerne” forbliver som Pia Kjærsgaards ”danskerne” skygger i periferien, der ”mener” et eller andet.

Jeg har i de senere år også mærket en meget kraftig tendens i foreningen til at erstatte faktisk politik med politiske udmeldinger.
Hvad betyder det f.eks. at være KODA-kritisk? Så sent som på den ekstraordinære generalforsamling hørte jeg et bestyrelsesmedlem komme med denne udmelding som sin politik – og blive genvalgt med stor tilslutning. Uden nogensinde at blive afkrævet et svar på eller selv have et bud på, hvordan det at være KODA-kritisk skal udmønte sig i praktisk politik.

Det er blevet meget lettere at være bedrevidende, nedladende, mistroisk og udskældende i DJBFA. Dette gælder både internt og udadtil. Internt er det vores eget problem. Men udadtil skal vi skabe forbundsfæller, knytte alliancer og samarbejde.

Jeg oplever at de, der skulle være vore nærmeste samarbejdspartnere, ikke tager os alvorligt fordi vores kommunikation ikke er positiv og samarbejdsorienteret. Eller fordi vores repræsentanter i f.eks. i KODAs Råd faktisk ikke er i stand til at forhandle, fordi de ikke er sikre på deres mandat i bestyrelsen i DJBFA, men må være indstillet på at blive underkendt og beskyldt for illoyalitet ved næste bestyrelsesmøde. (Dette gælder ikke kun Franka Abrahamsen. Jeg har også mærket mistroen til mit arbejde i KODAs Råd allerede efter første møde).
Vore alliancepartnere ser med nogen undren og også en del irritation på de politiske udmeldinger der i det sidste års tid er udgået fra DJBFA. Udmeldinger, der mere handlede om at tilfredsstille de særligt udvalgte medlemmer, den gamle formand, enkelte bestyrelses-medlemmer og Poul-Henrik Jensen.
Et eksempel herpå er KODA-området, hvor bestyrelsen har været nødt til at vedtage, at vi ikke optræder uden ”politisk førerhund” efter krav fra den daglige leder og de medlemmer af den bestyrelse, jeg var formand for, der senere betegnede sig selv som ”mindretallet”.

Set i bagklogskabens grelle lys skulle de sidste tre formandskaber have været mindre konsensus-søgende og have taget konfrontationen
i bestyrelsen og med den daglige leder omkring politikken udadtil. Det havde ganske vist udstillet foreningens manglende indre demokrati for alverden, i og med at flertalsafgørelser i praksis har vist sig umulige i DJBFA.
Men også jeg var overbevist om, at DJBFA ønskede en bestyrelse, ikke blot af navn, men også af gavn og som sådan ganske uforberedt på styrken i de tendenser og holdningsændringer i foreningen, der nu fører mig til at tage beslutningen om at melde mig ud af DJBFA.

Den nedladende tone, chauvinismen og mistroen internt i bestyrelsen har været næsten ubærlig. Erstat navnet Franka med ”muslim, ”jøde” eller ”vantro” i de sidste måneders diskussion internt og på bloggen og analogien er klar. Den sag blev håndteret i bestyrelsen og udmøntede sig i en tillidserklæring, der blev vedtaget med 8 stemmer mod 1. Men igen er der før som efter med en grim retorik udvist en eklatant mangel på lydhørhed og erkendelse af demokratiets væsen, der ikke hører hjemme i en forening som DJBFA.
Jeg taler ikke om, at vi ikke skal kunne tale åbent og direkte til hinanden også når vi er vrede. Det kan alligevel ikke skjules og hellere være insisterende end insinuerende. Men respekten for hinanden må være til stede. Og vi skal kunne erkende vores fejltrin.
Proppen røg af flasken for mig ved et bestyrelsesmøde den 27. maj, hvor jeg åbent gav Poul-Henrik en røffel i overværelse af hele bestyrelsen. Formen blev opfattet som et vredesudbrud, hvilket jeg efterfølgende har beklaget. Indholdet af min, lad os kalde det skideballe, er der ingen der har sat spørgsmålstegn ved.
Jeg mener forsat, at respekten for hinanden er det bærende princip i ethvert samarbejde og i en forening. Har vi ingen spilleregler for vores kommunikation gør vi os ikke fortjent til ordet græsrodsbevægelse.
Hvor politisk korrekte vi end opfatter os.

Og det leder mig til en anden hovedårsag til min udmeldelse.
Jeg kan og vil ikke være medlem af en forening, der baserer sin politik og eksistensberettigelse på en enkelt person. Det er ikke en politisk organisation, men en religiøs bevægelse.
Jeg mener helt grundlæggende, at hvis ikke foreningens politik er funderet på demokratiske principper i bestyrelsen og blandt vore medlemmer, er foreningen ilde stedt. Eller også skal foreningen tage konsekvensen af dette paradigmeskift og ændre sine vedtægter.
En daglig leder kan ikke erstatte et levende demokrati. At delegere det politiske ansvar ud til ikke-demokratisk valgte personer er ansvarsfor-flygtigende og leder til magtmisbrug.
Denne udvikling har jeg set i DJBFA og det er foruroligende, at deltagerne i debatten i de sidste måneder, med enkelte undtagelser, er tavse omkring demokratiet i foreningen. Og har så lidt tiltro til egne politiske potentialer.
Det repræsentative demokrati, som vore vedtægter beskriver, har ikke haft en chance i det sidste halve års religiøse hysteri omkring den daglige leder. Jeg har ikke noget imod at en person, også vores daglige leder, er vellidt i bestyrelsen, i personalet og blandt medlemmerne. Dette er tværtimod en forudsætning for et frugtbart samarbejde til alle sider.
Men når den daglige leder bliver et substitut for politik, både i bestyrelsen og blandt medlemmerne, er der grund til bekymring. (læs Aldous Huxleys essay om sport: ”people comes to sport vicariously”).

En tredje årsag til min udmeldelse er naturligvis personlig. Jeg troede jeg havde en bred ryg og et solidt rygte. Men den måde hvorpå den personlige hetz har kørt mod enkelte medlemmer af bestyrelsen og også mod min person har været temmelig belastende, selv for en mand med min selvrespekt.
Mennesker, der har kendt mig i mere end 30 år har tilsyneladende været mere end villige til at tro på løse rygter, sladder og usandheder.

Den forening, hvis demokrati og rummelighed altid har stået som et lysende eksempel for mig, har i det seneste halvår opført sig og debatteret som en aflægger af Dansk Folkeparti.

Jeg troede aldrig jeg skulle opleve snobberi for de bedst indtjenende medlemmer af vores forening. Jeg har aldrig troet at jeg skulle høre, at der var medlemmer der var vigtigere end andre i DJBFA. Jeg har aldrig troet at der var noget mere ønskværdigt end demokratiet.

For mig har foreningen været et åbent, rummeligt og demokratisk helle i samfundet. Det er DJBFA ikke mere.

Jeg kan ikke forlange, at foreningen skal bøje sig mod mig. Derfor tager jeg min helt personlige konsekvens - udmeldelse af DJBFA.

Med venlig hilsen
Torben Kjær

København den 28.september 2008